Accueil  ♪  Articles  ♪  Oeuvres de Grieg  ♪  Agenda  ♪  Liens  ♪  Contact
	OEUVRES DE GRIEG Oeuvres avec numéro d'opus Oeuvres avec numéro EG Classement par genre	Quatre romances d'après Christian Winther op.10 Fire Romancer af Christian Winther op.10 Taksigelse [D3-E4] Skovsang [D3-Eb4] Blomsterne tale [D3-E4] Sang paa Fjeldet [C3-Eb4] TEXTES (Christian Winther) 1. Taksigelse Jeg takker dig for hver en Stund, Naar du med Øje og med Mund Helbredede mit Hjerte, Og fik min Kummer lagt i Blund Og fried' mig fra Smerte. Jeg takker dig for hver en Gang, Du fik mig vakt til Liv og Sang Og tændt mig Lys i Tanken, Saa jeg mig let fra Mørket svang Med salig Hjertebanken. Jeg takker dig for hver et Blik, Som venligt mig imøde gik, Lig Duft med Sommervinden, Og favned' om en Længedrik Mig Glædens Blomst paa Kinden. Jeg takker dig for hver et Fjed, Du vandrede, mens jeg gik med Og støttede med Armen Din Arm, som Hjertet blusser ved, Og fik min Del af Varmen. Jeg takker dig for Alt i Alt, For hvert et Solg limt, der mig faldt Haab fuldt om Morgenrøden; Du har mig jo din Sanger kaldt, Det bliver jeg til Døden. 2. Skovsang Der sad en Fugl paa Bøgekvist, Den sang saa kjønt i Lunden, Den lytted til mit Hjerte vist, Og sang det efter Munden. Og Hjertet var saa frit og glad, At det var intet Under, Om Begges Sange fulgtes ad Og gav sig gode Stunder. Lun streifed Luften henad Mark, Mens Solen gik sin Bane, Tvers over dunkelgrønne Park Der gled den stille Svane. Vi sang og jubled op og ned I Løb og Triller klare, Og mente, den Livsalighed Vel evigt kunde vare. Men op fra Horisontens Kyst Sig vælted Skyer vilde; Da Fuglen tang, og i mit Bryst Der blev det ogsaa stille. 3. Blomsternes tale Fra Vinterens Kulde Vi komme herind For ydmygt, du Hulde! At kvæge dit Sind. Vi kan ej Mirakler, Men du er saa kjær, At tage os Stakler Saadan som vi er. Vi kunne ej sjunge, Som Fuglen i Luft, Vi bruge som Tunge Vort Smil og vor Duft. Vi die, vi sanke Ved Moderens Bryst Saamangen sød Tanke, Til Vemod og Lyst. Og det kan ej fejle, Paa duftende Strøm Kan Smerten hensejle En Stund som i Drøm. Fra Vinterens Kulde Vi vandre herind For yndigt, du Hulde! At kvæge dit Sind 4. Sang paa Fjeldet I Aftenens Glands mon gløde Bjergenes Krop. Og Fuldmaanen hist! den røde; Hæver sig op; I Dalen er Alt saa mørkt og tyst. Sødt Kilderne kvæge og Kildens Bryst, Orangen højt, den søde, Sig vugger i Træets Top. Forsigtigt mit Æsel træder Kløftbroens Bræt. Til Fodret han alt sig glæder, Foden er træt. Han støder sin Røst i Luften hen Det klinger fra Bjerg Dal igjen; Han ryster Trensens Kjæder, Og spidser sit Øre net. Selv langsomt Foden jeg flytter, Stejl er min Gang; Mod Fjeldvæggen Haanden støter, Stien er trang. I Vinhaugen brænder rødt et Baal, Der venter mig huldt min Længsels Maal. Jeg ved jo, hist hun lytter, Og hører nok alt min Sang. De sortbrune Øjne tindre Stjernerne lig, De sige mig "Hjertets Indre Brænder for dig." Højt lyder Kapellets Klokkeklang, Da nynner hun fromt den Aftensang: Madonna, huldt du lindre Min Længsel evindelig. O! Nina, min unge Kvinde! Liflig og varm! Snart skal jeg omkring dig Vinde kraftigt min Arm. Trygt kysser jeg Læbens Rosenblad, Som skulde vi aldrig skilles ad: Og Morg'nens Sol skal finde Os slummrende Barm mod Barm.