Accueil  ♪  Articles  ♪  Oeuvres de Grieg  ♪  Agenda  ♪  Liens  ♪  Contact
	OEUVRES DE GRIEG Oeuvres avec numéro d'opus Oeuvres avec numéro EG Classement par genre	Cinq poèmes de John Paulsen op.26 Fem Dikt av John Paulsen op.26 Et Håb Jeg reiste en deilig Sommerkvæld Den ærgjerrige Med en Primula veris På Skogstien TEXTES (John Paulsen) 1. Et Håb Jeg kunde juble for alle Vinde Min Glæde du! Vil man den forstå? Nej, bedst jeg varsomt den lukker inde Her oss mig selv i mit Hjertes Vrå. Mit Hjerte brænder, det bæver, banker I Takten, o, til en Jubelsang! Mit Hoved gløder af Vårens Tanken, Hvor vild og lystelig deres Gang! Foran mit Øre det bruser, sjunger Som Tonerne fra et Englekor. Med tusind sladrende, søde Tunger, Det røber mig, hvad i Fremtid bor. Ak! tør jeg tro det! Jeg vil så gjerne. Hvor Håbet flammer og kaster Skin! Du fra det tause, det dunkle Fjerne En Stjerne stråler og det er min! 2. Jeg reiste en deilig Sommerkveld Jeg reiste en deilig Sommerkvæld I gjennem en ensom Dal. Så blankt stod Fjeldet ved Solfaldstid Og blå var Fjorden og grøn hver Lid, Mens Sommerluften og Birkeduften Strøg om mig blid. En rankvokst Jente med røde Bånd Om Flettens vægtige Guld, På Vangen sad med sit Strikketøj. En Flok af Gjeder om hende fløj Den Vogter stille mens Elv og Kilde Gled uden Støj. Hvad mon hun tænkte den Jente Rank i Somrens drømmende Kvæld? Alene, ene i Dalen trang! Mon Længlsen ej over Fjeld sig svang? Tys, Luren svarer! Mod Fjeldet Farer en Vemodsklang. 3. Den Ærgjerrige I Haven her du hvisked Engang, jeg var dig kjær. Nu ser du bort og tier: Du elsker mig ej mer. Du fulgte Ærens Stjerne Og glemte Dalens Fred. Du steg i gyldene Sale Men jeg var ikke med! Kan Æren vel opveje Et Hjertes ømme Tro? Alt har du nu, min Elskte, Kun ikke Hjertes Ro! Jeg skal ej for dig skygge Din Stjernehimmels Hvælv. Vel tabte jeg min Lykke; Men du har tabt dig selv! 4. Med en Primula veris Du Vårens milde, skjønne Barn, Tag Vårens første Blomme, Og kast den ej, fordi du ved, At Somrens Roser komme. Ak, vist er Somren lys og smuk Og rig er Livets Høst, Men Våren er den deiligste Med Elskovs Leg og Lyst. Og du og jeg, min ranke Mø, Står jo i Vårens Rødme; Så tag da min Blomst, Men giv igjen dit unge Hjertes Sødme! 5. På Skogstien Sig, husker du i Sommer, Hvor her vi vandred tidt? Hvert Blad var grønt som Håbet, Hvert Vinddrag solskinsblidt. Nu Løvet suser falmet Henover blomstløs Jord, Og i de nøgne Grene Højt sukker Stormens Kor. Ak, var det blot Naturen, Som kold sig svøpte ind, Men du, min Ven, du også Som den har skifted Sind!