Accueil  ♪  Articles  ♪  Oeuvres de Grieg  ♪  Agenda  ♪  Liens  ♪  Contact
	OEUVRES DE GRIEG Oeuvres avec numéro d'opus Oeuvres avec numéro EG Classement par genre	Bergljot op.42 Mélodrame pour récitante et orchestre. Texte de Bjørnstjerne Bjørnson. Le genre aujourd’hui désuet du mélodrame (ou "récitation" accompagnée au piano) était une forme appréciée au 19ème siècle ; on en trouve quelques exemples chez Schubert, Liszt et Richard Strauss. Bergjlot est l’un des fruits de la collaboration entre Grieg et Bjørnson au début des années 1870. Grieg en a fait la révision (ainsi qu’une orchestration) en 1885 et l’œuvre connut un grand succès sous cette nouvelle forme. Bjørnson s’est inspiré d’un épisode de la longue saga d’Olav Trygvason qui se déroule au XIe siècle, à l’époque sombre et troublée des vikings. Einar Tambarskjelve, chef d’un clan de paysans, doit rencontrer le roi Harald en vue de signer un accord de paix. Mais la rencontre tourne au guet-apens : Einar et son fils Eindride seront tous deux froidement assassinés. En mettant ensuite l’accent sur le sort de Bergjlot, la femme d’Einar, qui réalise son impuissance face à la situation tragique de la perte brutale de son mari et de son fils, et qui se sent abandonnée par tous, humains et dieux, Bjørnson réalise une réflexion poignante sur la fragilité de la condition humaine. La symbiose entre la musique et le texte est totale, et cette œuvre méconnue apporte un éclairage nouveau sur le soin avec lequel Grieg aborde le matériau littéraire qu’il met en musique. I dag kong Harald Får give tingfred; Ti Einar fulgte Fem hundred bønder. Eindride, sønnen, Slår vagt om huset, Imens den gamle Går ind til kongen. Så minnes Harald Måske, at Einar Har tvenne konger I Norge kåret, - Og giver fred Og forlig på loven; Hans løfte var det, Og folket længes. - Hvor sanden fyger Nedover vejen, Og støj der stiger? - Se ud, min skosvend! Kanske blot vinden! Thi her er vejrhårdt: Den åbne fjord Og de lave fjelde. Jeg minnes byen Ifra min barndom; Hid vinden hidser Der vrede hunde. Men støj der tændes Af tusen stemmer, Og stå den farver Med kamprød flamme! Ja, det er skjoldgny! Og se hvad sandgov: Spydbølger hvælve Om Tambarskjelve! Han er i trængsel! Troløse Harald! Ligravnen løfter sig Af din tingfred! Kør frem med karmen, Jeg må til kampen; Nu sidde hjemme, Det galt jo livet! O bønder, berg ham! Slå kreds omkring ham! Eindride, værg nu Din gamle fader! Byg ham en skjoldborg Og giv ham buen, Ti døden pløjer Med Einars pile! Og du, St. Olav, O for din søns skyld! Giv du ham gagn-ord I Gimles sale! Flokken de sprænger... Og kjæmper ej længer; I bølger De følger Hverandre mod elven, Hvad er der vel hændt? Hvad spår denne skjælven? Har lykken sig vendt? - Hvad er det? Hvi stanser Nu bøndernes skare?... Med nedstukne lanser To døde de kranser Og Harald får fare? Hvad trængsel der er Ved tingstuens port; Stille al hær Vender sig bort? - Hvor er Eindride! Sorgfulde blikke Flygter tilside, Frygter mit møde... Så kan jeg vide: De to ere døde! Rum! Jeg må se: Ja, det er dem! - Kunde det ske?... Jo, det er dem: Falden er herligste Høvding i norden; Norriges bedste Bue brusten! Falden er Einar Tambarskjelve, Sønnen ved side, - Eindride! Myrdet i mørke Han, som var Magnus Mer end fader! Kong Knud den stores Kårede sønne-råd. Falden for snigmord Skytten fra Svolder, Løven, som sprang Over Lyrskog-heden! Slagtet i baghold, Bøndernes høvding, Trøndernes hæder, Tambarskjelve! Hvidhåret, hædret, Henslængt for hundene, - Sønnen ved side, Eindride! Op, op, bondemænd, han er falden; Men han, som fældte ham, lever! Kenner I mig ikke? Bergliot, Datter af Håkon fra Hjørnungavåg! - Nu er jeg Tambarskjelves enke! Jeg roper på eder, hær-bønder: Min gamle husbond er falden. Se, se, her er blod på hans blege hår! Eders hoveder kommer det over, Ti det bliver koldt uden hævn. Op, op, hærmænd, eders høvding er falden, Eders ære, eders fader, eders børns glæde, Hele dalens ævertyr, hele landets helt, Her er han falden, og I skulle ikke hævne? Myrdet i mørke, i kongens stue, I tingstuen, lovstuen er han myrdet, Myrdet af lovens første mand, O, lyn vil falde fra himlen på landet, Hvis det ikke luttres i hævnes lue! Skyd langskibe fra land, Einars ni langskibe ligger her, Lad dem bære hævnen til Harald! O, stod han her, Håkon Ivarson, Stod han her på bakken, min frænde, Da fandt Einars bane ikke fjorden, Og eder, fejge, slap jeg bede! O bønder, hør mig, min husbond er falden, Mine tankers højsæde i halvhundred år! Vælted er det, og ved dets højre side Vor eneste søn, o al vor fremtid! Tomt er der nu innen mine to arme; Kan jeg vel mere få dem op til bøn? Eller hvorhen skal jeg vende mig på jorden? Går jeg bort til de fremmede steder, Ak, så savner jeg dem, hvor vi levede sammen; Men vender jeg mig derhen, Ak, så savner jeg dem selv! Odin i Valhal tør jeg ikke finne; Ti ham forlod jeg i min barndom. Men den nye Gud i Gimle? Hen tog jo alt, jeg havde! Hævn? Hvem nævner hævn? Kan hævn vække mine døde? Eller dække over mig for kulden? Finnes i den et tilstængt enkesæde, Eller trøst for en barnløs mor? Gå med eders hævn; lad mig være! Læg ham på karmen, ham og sønnen; Kom, vi vil følge dem hjem. Den nye Gud i Gimle, den frygtelige, som tog alt, Lad ham også tage hævnen, ti den forstår han! Kør langsomt, ti sådan kørte Einar altid; Og vi kommer tidsnok hjem. Hundene ville ikke møde med glade hop, Men hyle og hænge med halen, Og gårdens hester ville spidse øren, Vrinske glade mod stalddøren, Og vente Eindrides stemme. Men den lyder ikke længer, Ej heller Einars skridt i svalen, Som råbte, at nu måtte alle rejse sig, For nu kom høvdingen! De store stuer vil jeg stænge; Folkene vil jeg sende bort; Kvæg og hester vil jeg sælge, Flytte ud og leve ene. Kør langsomt; Ti vi kommer tidsnok hjem.