Accueil  ♪  Articles  ♪  Oeuvres de Grieg  ♪  Agenda  ♪  Liens  ♪  Contact
	OEUVRES DE GRIEG Oeuvres avec numéro d'opus Oeuvres avec numéro EG Classement par genre	Romances et ballades sur des poésies de Andreas Munch op.9 Romanser og ballader til Digte af Andreas Munch op.9 Harpen [C3-F4] Vuggesang [B2-D#4] (version pour piano seul, voir op.41 Nr.1) Solnedgang [B2-C4] Udfarten [C3-G4] TEXTES (Andreas Munch) 1. Harpen Et Sagn nu mig drages til Minde: En Dame ved Harpen sad De hvide Fingre lod rinde Igjennem Strengenes Rad. De svulmende Toner hun bøjed' Sammen til Enhedsklang, Og kunstrigt dem slynged' og føjed' Til sin bevægede Sang. Den trofaste Ridder stille Ved hendes Fødder laa, Og hørte Tonerne trille Og kunde dem bedst forstaa. De klaged', de jubled' jo alle Om Kjærligheds Sorg og Lyst, Han følte dem sammen falde Dybt i sit eget Bryst. Det var i Afskedsstunden, De sadde tilsammen saa, Naar Morgenen var oprunden, Han maatte i Langfærd gaa. Og hør, du Hjertenskjære, Mit Ord du vel mærke paa: Jeg ved, at min Sjæl maa være Hvor du monne Harpen slaa. 2. Vuggesang Sov min Søn, o slumre sødt! Endnu gaar din Vugge blødt, Ak, skjøndt Hun, dig Livet gav, Ligger i den kolde Grav. Kan ej vaage ved din Blund, Kysser ej din Rosenmund, Fanger ej dit første Smil Fik dig kun Dødens Pil. Sov min Søn, dog blidelig! Fader sidder end hos dig, Vugger dig med uvant Fod, Skjærmer dig med Liv og Blod. Ensomt er det om ham nu, Livet ham en Kval og Gru, Sorgens hele tunge Last Bærer han for dig dog fast. Aldrig skal din Morgen lyst Mørknes af hans tunge Dyst, Aldrig skal dit glade Blik Se hans bitre Taaredrik. Sov min Glut, en Slummer sød! Trives vel, du Liv af Død! Fader har jo ene dig; Ak, saa er han endnu rig. Føler end din Moder nær I dit milde Uskyldsskjær. Er det hende, som du ser Naar du sødt i Søvne ler? Fader selv kan intet se, Intet uden Dødens Ve, Kun din spæde Haand igjen Hjælper ham udover den. Sov, min Søn, o slumre sødt! Endnu gaar din Vugge blødt, Ak! skjønt Hun, dig Livet gav, Ligger i den kolde Grav. 3. Solnedgang Nu daler Solen sagte ned Bag Aasens fjerne Skove, Og sender gulrød Aftenfred, Ud over Eng og Vove. En sød vemodig Hvisken gaar, Igjennem Birkens Blade Om nattens Mulm, som forestaar Og vil sin Favn oplade. Hvor Dagens Afskedstaare mild Paa Blomst og Straa nu falder! Konvolvens Kalk sig lukker til, Som endt er dens Livsensalder. Nu tie alle Fugle smaa, Og Dalen stille grunder Ved hvad der nu skal følge paa Naar Sol gaar ganske under. Frygt ei min Sjæl, sænk dig kun ned I Nattens Dyb mot Solen Derfra opvælder Kjærlighed Som Duft fra Natviolen. Hvor Lysets Kilde gaar forud, Did kan du trøstig følge, Og lade Nattens dybe Skrud Din hede Længsel dølge. 4. Udfarten Det var en dæmrende Sommernat, Et Skib laa tæt under Ø, Hvor dunkle Lunde og hængende Krat Sig speiled i klaren Sø. Alt gik en forfriskende Morgenluft Igjennem den stille Nat, Og Søens Aande og Græsets Duft Sødt havde sig sammensat. Det dunkle Skib endnu roligt laa, Dets Master mod Himlen stod Dog havde det alt beredt sig paa At sprede sin Vinge god. Thi naar Dagens første Gyldenbud Sit Skjær over Aasen gav, Da skulde det stævne af Fjorden ud, Mod det vilde, det fremmede Hav. Og se! Paa Dækket forventingsfuld Min unge Hustru sad; Hun var saa fager, hun var saa huld Som den rød mende Rosens Blad. Hun havde sin Haand i min ømt lagt Mens ud i det Fjerne hun saa Hendes Drøm var nu til Gjerning bragt: Vi skulde til sammen gaa Langt over Hav til fremmede Kyst Til Sydens deilige Land, vi skulde vandre i Ungdomslyst Ved Arnos, ved Tiberens Strand. For hende laa Livet saa morgen klart, Saa daglangt, saa skjønhedsrigt Hun svævede ud paa den herlige Fart Som Dronningen i et Digt Gud være lovet hun da ei saa Ret dybt i Fremtiden ind: Ej længe derefter hun stille laa under Muld med hviden Kind.