Accueil  ♪  Articles  ♪  Oeuvres de Grieg  ♪  Agenda  ♪  Liens  ♪  Contact
	OEUVRES DE GRIEG Oeuvres avec numéro d'opus Oeuvres avec numéro EG Classement par genre	Romances (anciennes et nouvelles) op.39 Romanser (eldre og nyere) op.39 Fra Monte Pincio (version avec orchestre voir EG 177 n°3) Dulgt kjærlighed Liden højt deroppe Millom Rosor Ved en ung hustrus båre Hører jeg sangen klinge En 1884, Grieg compose les 6 mélodies de l’op.39 qui s’ouvrent par une de ses pages les plus connues, Fra Monte Pincio sur un texte de Bjørnson et qui décrit l’extase et l’imagination du poète à la contemplation d’un coucher de soleil sur la ville éternelle. C’est encore le thème de la déploration de la perte d’un être cher qui apparaît dans Millom Rosor (Parmi les roses) et Ved en ung hustrus båre (Sur la tombe d’une jeune femme). Dans l’ensemble, le cycle est assez hétéroclite dans le choix des poètes et des poésies. En particulier, la dernière pièce est au départ une traduction d'un poème de Heine. Dans les exécutions et enregistrement actuels, c'est le texte original allemand qui est le plus souvent interprété. Le même texte a été de plus mis en musique par Schumann (Dichterliebe op.48 n°10). Frederick Delius, grand admirateur de Grieg a quant à lui composé une mélodie sur une traduction anglaise du second poème (Hidden Love). Enfin, le n°5 (Ved en ung hustrus båre) a été arrangé pour choeur mixte par Grieg lui-même. TEXTES 1. Fra Monte Pincio (Bjørnstjerne Bjørnson) Aftenen kommer, Solen står rød, Farvende Stråler i Rummet henskylle Lyslængslens Glands i uendelig Fylde, Fjeldet forklares som Åsyn i Død. Kuplerne gløde, men længere borte Tågen langs Markernes blålige Sorte Vugger opover som Glæmselen før, Over hin Dal dækker tusind Års Slør. Aftnen, hvor rød og varm, Blusser af Folkelarm, Glødende Hornmusik, Blomster og brune Blik. Tankerne stræber i Farver og Toner Trofast mod det, som forsoner. Stille det bliver, end dunklere Blå, Himmelen våger og venter - opunder Fortid som drømmer og Fremtid som stunder, Usikre Blus i det rugende Grå. Men de vil samle sig; Roma fremstige Lystændt en Nat for Italiens Rige, Klokkerne kimer, Kanonerne slå, Minderne flamme på Fremtidens Blå. Yndig om Håb og Tro, Op mod Nygifte To Jubler en Sanger til Cither og Fløjtespil. Stærkere Længsler får Barnesød Hvile, Mindre tør vågne og smile. 2. Dulgt Kjærlighed (Bjørnstjerne Bjørnson) Han tvær over Bænkene hang, Hun lystig i Dansen sig svang. Hun legte, hun lo, med en og med to, Hans Hjerte var nær ved at briste, Men, det var der ingen som vidste. Hun gik bag ved Laden den Kvæld, Han kom for at sige Farvel. Hun kasted sig ned, hun græd og hun græd, Sit Livshåb, det skulde hun miste, Men det var der ingen som vidste. Ham Tiden faldt fryktelig lang, Så kom han tilbage en gang. Hun havde det godt, hun Fred havde fåt, Hun tænkte på ham i det Sidste, Med det var der ingen som vidste. 3. I Liden højt deroppe (Jonas Lie) I Liden højt deroppe der ligger En Snarøj'd og sigter, Ligger en Klarøj'd og digter; Højt over Vrimlen og Stimlen Ser han Himlen blå, o, så blå, Evig, herlig blå! imellem Granernes Toppe. Ved Elven dybt der nede, Som suser blant Bjerke sit Kvæde, Står Digterens Glæde, hans Rede. Just midt i Vrimlen og Stimlen Ser han Himlen blå, o, så blå, Evig, herlig blå! I kjære Øjne dernede. Men rør ej, rør ej Redet! Der ligger en Snarøj'd og sigter, Ligger en Digter og digter; Højt over Vrimlen og Stimlen Skal fra Himlen blå, o, så blå, Evig, herlig blå! Nok Skytten Redet få fredet. 4. Millom Rosor (Christopher Janson) I Hagen sat Mod'ri med Barnet på Fang, Millom Rosor, Ho log, og ho hyfste dat Dagen so lang, Millom Rosor, Ho kyste på Auga, ho kyste på Kinn, Gud gjeve eg altid såg Kvilstaden din Millom Rosor, millom Rosor. Og Hagen vardt bladlaus, han døjde kvar Leik, Millom Rosor, I Stova låg Guten so kald og so bleik Millom Rosor, Og Mod'ri batt gråtfull kring Kista ein Krans, No skulde ho altid sjå Kvilstaden hans Millom Rosor, millom Rosor. 5. Ved en ung Hustrus Båre (Olaf Peder Monrad) Blegnet, blegnet, Hun midt i Livets Glød; Segnet, segnet, Hun som ej aned Død. Døden agted ej Livets Blomservej, Fagrest Blomst den brød! Sorgens Tone lyde, Kan ej Fred betyde, Længslens Suk og Råb, Kan det rumme Håb? Båren, Båren Sænkes i Jorden ned; Tåren, Tåren Spejler det mørke Sted. Han som misted jo Kjærlig Lykkes Ro, Far og Mor stå ved. Da usynlig kommer Livets store Dommer, Lærer dem det Råb, Som kan rumme Håb. 6. Hører jeg Sangen klinge (Heinrich Heine) Trad. norvégienne de Nordahl Rolfsen Hører jeg Sangen klinge, Der engang klang så varm, Det er, som vilde den springe, Min vilde, stormende Barm. Den hvælvede Skov jeg kårer, Så dunkel og så sval, Der løser sig i Tårer, Min grændseløse Kval. Texte original de Heinrich heine Hör' ich das Liedchen klingen, Das einst die Liebste sang, So will mir die Brust zerspringen Vor wildem Schmerzens drang. Es treibt mich ein dunkles Sehen Hinauf zur Waldeshöh', Dort löst sich auf in Tränen Mein übergrosses Weh.