Accueil  ♪  Articles  ♪  Oeuvres de Grieg  ♪  Agenda  ♪  Liens  ♪  Contact
	OEUVRES DE GRIEG Oeuvres avec numéro d'opus Oeuvres avec numéro EG Classement par genre	Six poèmes de Holger Drachmann op.49 Seks Dikt av Holger Drachmann op.49 Saa du Knøsen? Vug, O Vove Vær hilset, I Damer Nu er Aftnen lys og lang Julesne Forårsregn TEXTES (Holger Drachmann) 1. Saa Du Knøsen? Saa Du Knøsen, som strøg forbi, Skælmen med tindrende Øjne? Tror Du, hans Fart blev standset, fordi Hans Fødder var nøgne? Tror Du, hans Stemme er hæs og raa, Fordi han ikke har Kappe paa? — Hør hans Stemme og se hans Gang; Der staar Røg af hans Fjed, der er Ild i hans Sang. I Morgenluften saa frisk og sval Svajer de grønne Kranse, Skoven blev bygget til Dansesal; Kom, lad Os danse! Tør Du vel flette dit Trin i mit, Da er mit Hjerte til Hansdag dit; Dagligt Brød giver daglig Kiv, Følg mig paa Farten og vær min Viv! Kom Du brune Pige, kom! Vort Bryllup skal staa i det Grønne. Vi agter den Snak og de andres Dom Værd kun en Bønne. Saa' Du Magisteren, tynd og bleg? Han rynkede Næsen ad vor Leg. Lille Magister, lad se din Arm! — Den spænder jo ej om en Piges Barm. Mit Navn er Gotfred Springforbi, Vildtet er mine Frænder. Tror Du min Fod er nøgen, fordi Jeg har ikke Venner? Raakalven skaffed mig Støvler vel, 'Fald jeg nænned at slaa ham ihjel; Men jeg klæder mig ej ved en andens Trang, Jeg er let om mit Hjerte og let i min Gang. 2. Vug, o Vove Vug, o Vove, med varsom Haand Baaden, hvori vi glider, Stryg den, Strømme, med kælen Haand Over de buttede Sider; Kunde jeg selv Klappe den Glut, Som sidder paa Toften og nynner, Over Kindernes Hvælv Blot en flygtig Minut, Jeg arme, forelskede Synder: O da skulde min Stemmes Klang Vække al Vellyd, som slumrer i Skoven, Smeltende hen i en Kærlighedssang Med Nymfen, med Ekko paa Skrænten ved Strandkildevoven. Flyt Dig, Fagre, foruden Frygt Hen ved din Sangers Side; Dig har min daglige Længsel søgt, Fulgt Dig paa Gang under Lide. Er ej Du selv Ramt af den Gud, Som gav mig de sejrende Kræfter? Ak, Barmens Hvælv, Som vider sig ud Under Sukket, mit Udsagn bekræfter. Kom da, jeg klapper min hvide Hind; Sænk kun dit Hoved, jeg skygger det over Med Kappen, mens Stjernen tamder sit Skin Og Frygten er flygtet med Sol og Undseelsen sover. Nyd da Nat, hvad, for Nuet skabt, Glemmer de flygtende Timer; Tag de to, i din Tryghed tabt, Til Daggryets Klokke kimer. Skjul dem, til selv, Vakt ved det Gys, Som sitrer i Morgenstunden, Imod Himlens Hvælv, Mod det staalblanke Lys De stirrer, blænded' fra Blunden. End er de trygge, langs Skovsøens Rand Hviler i Morgnen den blege Dryade. Saa vaagner Ekko og melder paa Stand, At Natten er endt, at Diana med Følge vil bade. 3. Vær hilset, I Damer Vær hilset, I Damer, langs Højsalens Bænke; Hvad vover jeg farende Svend? Hvad drifter min Fod sig, Hvad trøster mit Mod sig, På hvad tør min Tanke vel tænke? At drikke den Vin Som I lader mig skænke, At lægge min Hånd i den fangende Lænke, Sig: er det ej hovedløs Sag? I ser mig i aften, I så mig i dag; At komme og gå er den Farendes Sag. Så væver vi Vadmel og lægger det sammen, De Store så godt som de Små, Og danser og synger i Fællig og Gammen: Vi væve det Vadmel og lægde det sammen, Og lade så Skytterne gå. Hør, Tonerne kalde; forlad Eders Bænke Og følg kun den farende Svend! Med ham er hver Glæde I aften til stede Foruden al Arglist og Rænke. Han fører jer Dands, når I blot vil betænke, I fanger ham ikke i Bånd eller Lænke, Han tåler, som Fuglen ej Åg. I bandt ham for ofte, Til sidst blev han klog; Tilgiv ham, men Tanken må have sit Sprog. Så væver vi Vadmel og lægger det sammen, En Skytte er Svenden som Få. Hvor herligt at synge i Fællig og Gammen: At væve det Vadmel og lægde det sammen, Og lade så Skytterne gå. 4. Nu er Aftnen lys og lang Nu er Aftnen lys og lang; Kom, min Kjærlighed! Fyld mit glade Bryst med Sang Ved Havets tavse Bred. Ved de dæmrende Strande en Pigeflok Hviler sig, ventende - ved jeg nok - På Elskerens Barkarole. Kling, I Strenge! og hjælp mig med At tage de Piger i Skole. Hvorfor fik I, kære Børn, Disse Øjne, som Næppe fæstes paa os, førend Straks vi sadler om? — Sad vi forhen til Hest med den vilde Jagt, Føres vi nu, som i Lænker lagt, Omkring i sværmende Drømme; I gør Rytteren spag og from Og leder hans Hest ved Tømme. Komme vil forvist den Stund — o min Kærlighed! Da hans blege, bange Mund Røve vil Jer Fred. Naar I synkende for Eders Fod ham ser. Hjælper ej Flugt og Forstillelse mer; I rejser ham med Eders Haander. Kling, I Strenge og hjælp mig med At vise, hvor Legen ender. 5. Julesne Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid: Der falder Sne fra oven saa vinterhvid, Saa vinterhvid den frosne Dug Neddrysser lydløst, Fnug ved Fnug, Og smelter paa min Haands den varme Flade, Mens Foden træder melem visne Blade. Jeg ser paa Haanden de Taarer staa Det er som en Hulken jeg hørte: Nu blir vore Minder, store og smaa, Gennem Skoven for Vinden førte. Skal Alt da hvirvles for Vintren hen, Skal Sorg og Adskillelse raade? Nej, Julesneen er Menneskets Ven, Den gemmer hans dybeste Gaade. Paa Haanden et Fnug en Draabe saa hed Vi stirrer mod tindrende Blikke: En Taare, som gennem vor Tanke gled Ak! andet er det vel ikke! Men krymper vi os under Verdens Nød Mens Tiderne ældes og strænges: Den frosne Taare, den falder saa blød, Paa Alt, hvad som savner og længes. Jeg vandrer gennem Skoven ved Juletid: Der falder Sne fra oven saa foraarsblid; Saa foraarsmildt de bløde Fnug I Faldet smælter som en Dug, Det naadigst alle skjulte Spirer væder, Mens alle Minders Kilder sagte græder. 6. Foraarsregn Det klinger som fra fine Instrumenter, Og bøjer du det grønne Blad til Side, Saa ser du Parkens Alfer, hvor de glide Med spæde Hænder over Strengelegen. O Strengeleg! min Ungdoms dyre Minde! Da gik jeg som berust af Vaarens Bad Og sang hen for mig selv saa sjæleglad, Og lyttende stod Busk og Blomst og Blad Mens Fuglen flagred til sin Elskerinde. Det klinger nu som da fra fine Strænge, Det suser sagte gennem spæde Blade: Se, Busken ryster sig og en Kaskade Af Perletoner triller over Gruset: Jeg føjer Taarer selv til Regnens Toner. Kom, kom hver Alf, som skjuler sig bag Blad, Den Foraarsregn gør sund, gør sjæleglad, Om end en Vemod dirrer i det Kvad, Som Træet nikker til med tunge Kroner!